Organizational
thinking
Strategisk innovation
User-centered
innovation
Ledelsesmetaforer English site
Få begreber er mere gådefulde for os end vor egen bevidsthed. Forståelsen af bevidstheden er lige så uopnåelig som guldkrukken for enden af regnbuen - for hvad har vi at indfange den med andet end bevidstheden selv? Men begrebet drager os, måske netop på grund af denne dobbelthed: På én gang meget tæt på os, inde i hver enkelt af os, eller måske er vi inde i den, bevidstheden er så at sige vort private lille kongerige, hvor vore egne tanker, håb og idéer kan regere næsten uhæmmet - og samtidig så fjern, at hver gang vi prøver at forholde os til den, at se den, må vi give op.
På trods af disse vanskelige betingelser har jeg udforsket begrebet bevidsthed i flere år, og jeg har samlet mine resultater i en teori om organisationsbevidsthed - en teori, som jeg her kun kan gengive summarisk.
At forstå begrebet bevidsthed
Begrebet bevidsthed kan forstås som en psykisk
model af verden. Ved hjælp af denne "tankemodel"
af verden kan vi genkalde os vore tidligere handlinger og udtænke
helt nye, hvorved vi kan finde frem til den bedste måde
at agere på uden først at skulle prøve alle
muligheder af i virkelighedens verden. Denne modelverden er baseret
på metaforer: Billeder eller ord, der repræsenterer
elementer af den virkelige verden. På et tidspunkt i menneskets
evolution fik denne modelverden et sprog, der indeholdt begreber
om sine egne metaforer - en modelverden, der indeholdt en model
af sig selv: Selvbevidsthed. På denne måde er mennesker
i stand til ikke kun at forstå og manipulere den fysiske
verden, vi kan også forstå og påvirke den indre
verden i os selv og i andre individer.
Sagt kort er bevidstheden som et kort over verden; et psykisk kort, som vi bruger til at "finde vej" i den virkelige verden.
Indkredsning af begrebet organisationsbevidsthed
Hvis vi sammenligner den personlige psyke med organisations-niveauet,
er det åbenlyst at sammenligne psyken med begrebet "ledelse";
både psyke og ledelse tjener til at korrespondere mellem
den indre og den ydre verden i forhold til organismen/organisationen.
Da bevidstheden blev forstået som en psykisk model af verden,
kan organisationsbevidsthed forstås som en ledelsesmodel
af verden. Organisationsbevidsthed er som et kort over verden,
baseret på et ledelsessprog, der bruges i ledelsesprocessen
til at "finde vej" i den virkelige markedsverdens problemer.
Ledelsessproget består af modeller og metaforer, der korresponderer
med elementer i den virkelige forretningsverden.
Organisationsbevidsthedens evolution
I industrialismens første faser var ledelsessproget
overvejende instrumentelt, dvs. koncentreret om "hvordan"
spørgsmål. Jeg kalder denne operationelt orienterede
fase for "simpel ledelse" - ikke fordi "hvordan"-spørgsmål
er uaktuelle (det handler jo om effektivitet), men de repræsenterer
kun organisationsbevidsthedens basale niveau.
Senere udviklede ledelsessproget sig med fremkomsten af strategisk planlægning til at behandle "hvad"-spørgsmål, og også "hvem" og "hvor". F.eks. relaterer Igor Ansoff's klassiske matrix aktiviteter (eller produkter) på den ene side til markeder (eller kunder) på den anden. Denne nye bevidsthed af strategisk tænkning gjorde det muligt for organisationer at blive proaktive, at skabe deres fremtid i stedet for blot at reagere på skiftende markedsbetingelser.
I dag ser vi fremkomsten af et nyt stade af organisationsbevidsthed, som jeg kalder "organisations-selvbevidsthed", fordi det på mange måder minder om personlig selvbevidsthed. Den personlige selvbevidsthed gør os i stand til at se den indre verden i andre personer og til at forstå vort ansvar for andre menneskers velbefindende. Den nye organisationsbevidsthed stiller "hvorfor"-spørgsmål: Hvilken Betydning har vore aktiviteter, hvad er betydningen for vore kunders værdiskabelse og for deres kunders livskvalitet, giver det mening i et større perspektiv, bidrager vi til samfundets velbefindende?
Praktisk betydning
Beskrivelsen ovenfor kan virke meget abstrakt, men
som teoretisk ramme giver den en god rettesnor for arbejdet med
f.eks. forretningsudvikling, innovation management og strategisk
innovation. Det har jeg erfaret gennem min egen praksis, og jeg
deler gerne ud af mine erfaringer til interesserede.
Beslægtede emner: Strategisk innovation, Innovation Management, og Ledelsessprogets Metaforer.
Et andet sted, hvor der er information om organisationsbevidsthed, er Richard Barrett's homepage www.corptools.com
